Af John Skov Larsen

Nogle gange går der politik i bilindustrien, og denne gang gik det galt for Lancia. Og bedre blev det ikke med at forsinkelser blev afløst af forhastet løsninger. Kort sagt blev fødslen af Lancia Gamma ikke nogen succes, og til trods for at man senere fik rettet op på dette ved en revideret serie 2 model var bilens skæbne forseglet.

I 1970, kort tid efter at Fiat i 1969 havde overtaget Lancia fabrikken påbegyndte man udviklingen af en ny overklasse Lancia som skulle tage over i det markedssegment hvor Lancia Flaminia tidligere havde spillet en rolle, men som netop nu i året 1970 var udgået af produktion.
Fra start af var det hensigten at køre et parløb med Citroën som på samme tidspunkt var gået i gang med udviklingen af deres CX model, og derved indbygge Citroëns hydrauliske affjedringssystem i Lancia Gamma.
Reelt set gik Fiat koncernens planer et skridt videre, for på dette tidspunkt var Citroën i dyb krise og man var derfor interesseret i at overtage hele butikken. En strategi som i 1972 blev forpurret af den fransk nationalistiske præsident Generel de Gaulle, hvorfor politik lagde udviklingen af Lancia Gamma i ruiner og man måtte starte forfra med 2 års forsinkelse.

Resultatet blev at man valgte den nemmeste løsning, at overtage undervognsteknologien fra Lancia Beta, hvilket for så vidt var godt nok da denne undervogn godt kunne bære en større bil. Så efter reelt set kun 4 års udvikling stod bilen i foråret 1976 klar på den internationale biludstilling i Geneve, tilmed i en coupé version som Pininfarina i al hemmelighed sideløbende havde udviklet med en 115 mm kortere akselafstand og dermed også en mere sportslig kørestil. Selvom denne Coupé model som designmæssigt tog pusten fra enhver var udviklet uden Lancia’s vidende, blev det omgående besluttet at tilføre den Lancia programmet, således at den var klar til salg fra efteråret 1976.

På den tekniske side var især motorkonstruktionen interessant med letvægts boxermotorer, som med sine karakteristiske motorgange og trækkraft leverede en ægte speciel køreoplevelse. 5 trins manuelt gear, forhjulstræk, Weber karburatorer og skivebremser hele vejen rundt var med til at fuldende billedet af en velkørende bil som allerede ved 2000 omdrejninger havde 95% af sit drejningsmoment til rådighed. På hjemmemarkedet blev Lancia Gamma markedsført med en 2 liters 120 HK motor og på eksportmarkederne var det den større og stærkere 140 HK 2.5 liters motor, evt. med 4 trins automatgear og senere med Bosch elektronisk benzinindsprøjtning. Med en typisk tophastighed på omkring 190 km/t var Lancia Gamma efter datidens forhold tilmed også en hurtig limousine. Internt hos Pininfarina var det Aldo Brovarone som stod bag Coupé modellen, der også delte den samme teknik som Berlina udgaverne. Forskellen i præstationerne var marginale. Men i modsætning til Berlina modellen som blev bygget på fabrikken i Torino, blev Coupé modellen bygget hos Pininfarina selv sideløbende med Ferrari’s 400 serie.

Når man tog plads i sæderne var man ikke i tvivl om at her var tale om en bil i luksusklassen, siddekomforten og pladsforholdene var exceptionelle og det generelle udstyrsniveau højt. Interiøret var fra Ermenegildo Zegna og valgte man læderindtræk var det af Conolly kvalitet, alt sammen understregede det luksuøse niveau og passede godt sammen med bilens meget lave støjniveau.

Helt færdig var Lancia Gamma dog ikke da den blev præsenteret på biludstillingen i Geneve, og da især coupé modellen fik en fantastisk modtagelse blev presset nu stort på Lancia for en produktionsklar bil, men først et halvt år senere blev de første biler præsenteret for motorjournalisterne. I sit hastværk på at færdiggøre bilen fik man ikke gjort sit hjemmearbejde ordentligt, så den første generation af Lancia Gamma led under dårlig finish, rust og motorskader, alt sammen ærgerligt da bilen ellers blev modtaget med begejstring af både kunder og motorpresse.
I 1980 kom den revideret serie 2 model, der let genkendes på sin ændret frontgrill som nu var i en mere nutidig designlinie. Af andre kendetegn var ændret instrumentering og nye alufælge. Med en egenvægt som var 50 kg tungere var der tilmed lidt mere gods i bilen uden at det afgørende gik ud over præstationerne. I 1982 begyndte man at slanke udvalgte af modeller, og 2 år senere stoppede produktionen helt. Pininfarina forsøgte at holde modellen kørende ved et bredt udsnit af alternative varianter baseret på Coupé modellen, men selvom de så interessante ud var løbet reelt set kørt, og man var allerede langt fremme med udviklingen af den Lancia Thema som med stor succes tog over i 1986.

Selvom resultatet var en ualmindelig komfortable og velkørende bil med en interessant motorkonstruktion, og et design som betog alle udeblev de gode salgsresultater som følge af et dårligt forarbejde. Omvendt er bilen i dag ved at blive interessant som klassiker, alene de lave produktionstal gør altid en bil mere interessant, men også ud fra at bilen (til sidst) blev yderst velkonstrueret både teknisk og kvalitetsmæssigt gør den attraktiv i denne sammenhæng.